I enhver legetøjsbutik og i de fleste supermarkeder kan man købe en lille flaske sæbeboblevand til dyre penge, og ungerne får hurtigt brugt det.
Men her er opskriften på, hvordan du selv laver en liter sæbeboblevand for ca. 2 kr.
1/2 dl. opvaskemiddel (Fairy Ultra anbefales fra Eksperimentarium)
1 spsk. glycerin (kan købes på apoteker, i Matas eller i større supermarkeder)
1 l. koldt vand
Det hele piskes sammen og hældes i en flaske eller anden beholder til ungerne, og så har de masser af sæbeboblevand at forlyste sig med.
Nu mangler så blot noget at puste igennem. Hertil kan bruges ståltråd – gerne en lidt tyk en af slagsen. Klip et passende stykke af, lav en løkke og rul enden rundt om et længere stykke, der bruges som håndtag. Fordelen er her, at man hurtigt kan lave blæsestykker i forskellige størrelser. Nemt og billigt!